Indlæg

Viser indlæg fra august, 2017

Royalista brutalis

Dette blogindlæg er de facto det mindst royale, jeg har foretaget mig i dag. Og indlægget skal endda handle om min omfangsrige dyrkelse af diverse kongelige. Det siger da ikke så lidt.

Min føromtalte omfangsrige dyrkelse af royale personer indbefatter ikke kun den danske kongelige familie. For eksempel har jeg, bare i dag, beskæftiget mig med den norske, den svenske og den britiske kongefamilie. Udover at høre podcast om den danske kongerække. Og det eneste jeg har delt på facebook i dag, indtil dette indlæg, var nyheden om Sveriges Maddes tredje graviditet.

TILLTALANDE, måste jag säga. 

Top nørdet, og for visse en top kikset, interesse - ja bevares - men jeg ville også heppe på dig, hvis du løb et maraton.

Men hvad bunder denne interesse for de kongelige monstro dog i?

I starten var det en grundlæggende fascination af de kongelige med deres stamtræ. Tænk at man kan følge dem 1000 år tilbage.

Også var der al verdenshistorien, man kunne følge ved hjælp af kongelige personer.

Og altså - …

I mine øjne, nogle af mine bedste fra det der facebook-noget.

Billede
Det er lidt sjovt, hvad vi skriver på facebook. Og på ens blog -thøhø.

Men her er tre opdateringer, som jeg synes godt kan tåle at blive delt her også.


Den 3. december 2015 var jeg i København for at interviewe en masse spændende mennesker til min afsluttende opgave, og klokken 15:13 skrev jeg:


Ind i mellem er det sundt, at drage uden for sine egne grænser - hvilket i nogle tilfælde (bare) kan være København. 

Jeg sad endnu en gang i metroen og mødte verden. Denne gang gennem børns øjne. 


Ved et stop kom en lille pige på, jeg gætter, 8-9 år med hvad jeg tror var en bedstemor af en slags. 
Den lille pige nægtede at sætte sig ved siden af mig, selvom der ikke var andre siddepladser. 
Fordi jeg havde sort hår, sagde hun til sin bedstemor. 
Jeg blev forskrækket, først fordi jeg ikke selv synes jeg ser videre farlig ud, men et sekund efter fik jeg ondt af hende, for hun må jo have lært det et sted. Bedstemoderen sagde ikke noget, men lavede en lyd jeg valgte at tolke som et 'okay'. 
Jeg…

Shit - Træt - Rådvildhed - Efterladt - Selvagtelse - Slut

Shit. Jeg er træt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er helt alene. Det her kan jeg ikke. Det er ikke godt for mig. Det må stoppe.

Det er nogle af de tanker og følelser, jeg har, da jeg den 2. februar 2017 går til læge, fordi min krop igennem lang tid har opført sig mærkeligt, og fordi jeg netop har stået med en tændt mikrofon LIVE i studiet midt under en radioavis og tænkt: 

- SÅ. Nu er det NU. Nu falder du om. 

Det var ikke dødsangst. Det var ikke fordi, jeg tænkte at jeg ville ende mine dage i radioavisens studie. For jeg vidste, at min krop 'bare' sagde stop. 

Intet andet end stop.

Jeg faldt som bekendt ikke om, men jeg kastede op to sekunder efter jeg havde sagt på genhør og radioavisens velkendte kending havde lydt. Og jeg svedte. Som i når du har influenza og feberen kæmper. Og jo, selvfølgelig er du til en grænse presset, når du står med en åben mikrofon og læser nyheder op. Men det havde jeg prøvet masser af gange før, og det her mindede ikke om noget, jeg havde prøvet…

Aluu, kom ind - iserit

I går havde jeg en interessant og tankevækkende samtale med én, som jeg ikke kender specielt godt.

Vedkommende sagde: Vi kommer ikke hinanden ved mere.

Og i mit stille sind kunne jeg kun give vedkommende ret.

Vi kommer ikke hinanden ved mere. Jeg kommer ikke bare væltende ind hos nogen mere. Alt skal være planlagt og aftalt. Helst med klokkeslæt og det skal helst både være tids- og stedsbestemt.

Jeg kom til at tænke på min barndom, der pludselig føltes så langt væk. Hvordan jeg klarede mig uden mobiltelefon og hele den til tider skøre cyberverden som syv årig. Og det takker jeg guderne for. Eller hvem jeg nu takker. Jeg takker nok bare.

Inden den inspirerende samtale havde taget sin ende, ringede en god makker, der stort set har været i mit daglige liv de sidste seks år. Pågældende havde jeg ikke talt betragteligt med i et halvt års tid, og pludselig kunne jeg mærke, at det havde jeg da savnet. Min makker har deaktiveret sin facebook-profil fordi, som min makker siger: jeg vil gerne v…

Hvorfor? Jamen altså, hvorfor ikke?

Hvorfor skulle jeg dog det?, var min første tanke, da der første gang var en, som luftede tanken for mig om, at jeg kunne blive klummeskriver.

Jeg har da ikke det store at byde på. Jeg har maksimalt inspireret fire mennesker i mit liv. Jeg har hverken opfundet den dybe tallerken eller fundet frem til relativitetsteorien.

Men så slog det mig, at det er der så mange andre, der heller ikke har. Og der er da masser af bloggere på denne jord. Så hvorfor ikke?

Nu er det der klummeskriveri så blevet til denne blog. Her styrer jeg alt selv, og det betyder, at alt du læser uforbeholdent er mine egne meninger og tanker. Det betyder også, at jeg kan stikke næsen frem, men hellere det end slet ikke at stikke frem, også må jeg være forberedt på de slag min tud kan få.

Da flere 'hvorfor ikke?'-tanker var færdige med at strømme igennem mig, tænkte jeg: OKAY, jamen, hvad HAR jeg så at byde på? Så kom møllen med relativitetsteorien igen. Men nogengange må man bare springe ud fra 10 meter vippe…

Bump på vejen

En tidlig morgen kører Benne og jeg fra fine Fyn for, at være i Kastrup lufthavn klokken syv-ish. Under køreturen døser jeg hen, men bliver vækket af en lyd, som undrer mig. Jeg tænker, at det var et bump på vejen, som man siger, og lader mig igen forføre af søvnen. 

Da vi skal aflevere vores lejebil hos det firma vi har lejet af, bliver vi enige om, at jeg tager kufferterne (som jeg, by the way, har PROPPET med tøseting og tøj, hvilket betyder begge kufferter vejer mere end 20 kilo hver) og stiger på terminalbussen, for lejebilerne skal hentes og afleveres et helt nyt sted end førhen. Altså, vi taler om, at firmaerne har 'slået sig sammen' og er nu placeret LAAANGT væk - ud af lufthavnsbygningen, sågar.  Cirka tyve minutters gang for sådan en doven type som mig, og et korpus, der vil noget her i livet. 
Ja ja, du. 
Nå, men jeg stiger på bussen, mens Benne afleverer den famøse bil. Og nøgler, naturligvis.
Mens jeg står og blomstrer så fint ved check in, mister jeg orienteringe…