Bump på vejen

En tidlig morgen kører Benne og jeg fra fine Fyn for, at være i Kastrup lufthavn klokken syv-ish. Under køreturen døser jeg hen, men bliver vækket af en lyd, som undrer mig. Jeg tænker, at det var et bump på vejen, som man siger, og lader mig igen forføre af søvnen. 

Da vi skal aflevere vores lejebil hos det firma vi har lejet af, bliver vi enige om, at jeg tager kufferterne (som jeg, by the way, har PROPPET med tøseting og tøj, hvilket betyder begge kufferter vejer mere end 20 kilo hver) og stiger på terminalbussen, for lejebilerne skal hentes og afleveres et helt nyt sted end førhen. Altså, vi taler om, at firmaerne har 'slået sig sammen' og er nu placeret LAAANGT væk - ud af lufthavnsbygningen, sågar. 
Cirka tyve minutters gang for sådan en doven type som mig, og et korpus, der vil noget her i livet. 

Ja ja, du. 

Nå, men jeg stiger på bussen, mens Benne afleverer den famøse bil. Og nøgler, naturligvis.

Mens jeg står og blomstrer så fint ved check in, mister jeg orienteringen over min elskede mobiltelefon. Sveden kommer snigende. Jeg ser min kusine, der også skal hjem til Nuuk, og hun får end ikke et kram, før jeg beder om hendes mobil. Jeg ringer til Benne, der ingenlunde er begejstret for mig i det øjeblik.

Det viser sig, at han lige akkurat står uden for døren ved siden af mig, og HAR afleveret bilnøgler. Og oven i det, var der ingen terminalbus, da han skulle mod lufthavnen, så han er gået de der meter, der tager 20 minutter for sådan en som mig. For ham tager det vel det halve. Med øjne, der tydeligt fortalte mig, hvor meget lidt imponeret han var over mig, erkender jeg, at dette her må jeg klare selv.

Fanden tager ved mig - og jeg skynder mig ud i en taxa, hvor passagererne end ikke er ude af taxaen. Jeg forklarer situationen til chaufføren, der vender tommeltotten opad med udtrykket: 

- DÈT er vores mission! 

Han kunne lige så godt have sagt: Kom bar' do!

Med en puls jeg ikke vil forklare nærmere, sidder jeg på bagsædet af en taxa med en chauffør, der ikke bare siger ting. Han skider på fartgrænser og andre ting. Men hen til udlejningsfirmaet, der ligger alt for langt væk, kommer jeg.

Mens jeg står og ligner en, der er lige ved at gøre i bukserne af ren utålmodighed, bliver jeg enig med mig selv om, hvor åndet det er, at det næsten kræver en bil, at nå hen til sin udlejningsbil. Men sådan er det. Og må vente i køen, for der står to foran mig.

Den ansatte bemærker mig, og sikkert også mine unaturlige bevægelser, og spørger om jeg har brug for akut hjælp. Jeg nærmest råber om denne her skide telefon og bil og flyet jeg skal nå og taxaen, der venter udenfor og og og... 

På det her tidspunkt er sveden ikke bare kommet snigende. Det vælter ud. Ikke et videre inspirerende syn, vil jeg sige.

Den ansatte henter en kollega, der i mine øjne kommer i sneglefart. Jeg forklarer endnu en gang, også spørger han: 

- Hvilken bil er det?

Og til dem, der ikke kender mig og mit kendskab til biler, kan jeg sige, at det jeg ved er, at de kan fragte mig fra A til B. Det er sådan set det. 

Jeg svarer:

- Den står under Bendt Lynge. 

Han stiller det samme spørgsmål uden nogen som helst forandring i stemmen eller udtrykket.
Jeg svarer en gang til:

- Bendt Lynge, står bilen under, også er den grå.

Mit svar imponerer  ikke klepperten på den anden side.

Frustrationen kommer som en bølge og jeg småskriger: 

- Nummerpladen hedder BN 270-også et eller andet.

Kleppertens øjne bliver mildere og han tror nu på mig. I bedste film-stil griber jeg nøglen i luften mens klepperten fniser og vinker. 

Jeg løber, eller lunter, hedder det vel med mit korpus, ud i taxaen og endnu en gang i bedste film-stil udbryder jeg til min chauffør-makker:

- Vi skal den vej! mens jeg peger fremad.

Han viser endnu mere entusiasme og hjulspinner unødvendigt. 

Lige pludselig ligner alle biler hinanden. Panikken rammer mig, indtil jeg skriger: 

- STOOOOOOP! DER ER VORES BIL! 

Mens jeg hopper ud af taxaen, priser jeg mig lykkelig for sikkerhedsseler, for ellers havde jeg haft en endnu mere flad næse efter det pludselige stop.

Ganske som forventet lå min rosagyldne iPhone under mit sæde. Det var dennes fald, som vækkede mig under min skønhedssøvn tidligere. 

Med hjertet fuld af lettelse, store grin og med begge arme i luften, vifter jeg med min mobil mod min partner in crime i taxaen, der i jubel og begejstring klapper med hænderne. 

En bil-ansat står ved lejebilen og endnu en gang i bedste Hollywood-stil, griber hun denne gang nøglerne i luften.

Jeg lunter ind i taxaen og ENDNU en gang i bedste Hollywood-stil skriger jeg, at vi skal tilbage til lufthavnen for mit fly til Grønland afgår snart. Han spørger så for første gang:

- Hvad tid skal du flyve?

- 9:15, svarer jeg.

- HVAD? Du mener 8:15, gør du ikke? For den er kun 7:22, siger han.

Jeg benægter med hovedet.

- OOOOORK! Du har sgu da masser af tid. Skal vi lige tage en runde? spørger han, som om han er sjov.

Jeg siger mange tak for turen, og min partner in crime responderer med, at 'det var en skide sjov tur' og et 'kom godt hjem'.

Jeg når tilbage til check-in, med hver en sveddråbe i kroppen hængende på tøjet, og til en kæreste, der i mellemtiden har fået et lidt mildere udtryk. 

Jeg stinker de næste fire-fem timer i et jernrør, men skidt pyt - jeg har min mobil. 

Da vi skal af flyet i Kangerlussuaq, synes jeg selv, jeg er hylemorsom og siger til Benne, at jeg HAR min mobil. Han øjne fortalte mig, at den joke var for tidlig.

Der er dog lige en sidste krølle. Dagen efter min ihærdige indsats tabte jeg min mobil - cirka 7 centimeter - og skærmen flækkede. I to sekunder tænkte jeg: Fuck you. Hvis du bare vidste, hvad jeg har været igennem for DIN skyld. Men så på den anden side - en mobil er jo bare en jordisk ting.

Så et lille bump på vejen, er den vel. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Qilaatip pissaanera

Hvorfor? Jamen altså, hvorfor ikke?

Kom med mig