Aluu, kom ind - iserit
I går havde jeg en interessant og tankevækkende samtale med én, som jeg ikke kender specielt godt.
Vedkommende sagde: Vi kommer ikke hinanden ved mere.
Og i mit stille sind kunne jeg kun give vedkommende ret.
Vi kommer ikke hinanden ved mere. Jeg kommer ikke bare væltende ind hos nogen mere. Alt skal være planlagt og aftalt. Helst med klokkeslæt og det skal helst både være tids- og stedsbestemt.
Jeg kom til at tænke på min barndom, der pludselig føltes så langt væk. Hvordan jeg klarede mig uden mobiltelefon og hele den til tider skøre cyberverden som syv årig. Og det takker jeg guderne for. Eller hvem jeg nu takker. Jeg takker nok bare.
Inden den inspirerende samtale havde taget sin ende, ringede en god makker, der stort set har været i mit daglige liv de sidste seks år. Pågældende havde jeg ikke talt betragteligt med i et halvt års tid, og pludselig kunne jeg mærke, at det havde jeg da savnet. Min makker har deaktiveret sin facebook-profil fordi, som min makker siger: jeg vil gerne være 10 år igen.
Med det mener min makker, at min makker gerne vil komme folk ved. Vi skal snart ses til kaffe.
Generelt har jeg brugt weekenden på at 'komme folk ved'. Jeg har ikke været alene i to døgn. Jeg har talt med mennesker, jeg ikke er vant til, om yderst overraskende emner. Jeg har besøgt fascinerende eksistenser og har taget mig tid til 'at komme ved'.
Som kronen på værket stod min søde overbo i vores opgang, og forsigtigt bød hun mig på besøg. Det er bestemt ikke hverdag i vores blok, hvor vi netop ikke kommer hinanden synderligt ved.
Jeg blev så glad - indtil jeg fandt ud af, at de sad tyve mennesker og fortalte spøgelseshistorier i mørket midt i stormen. Og hvis det ikke er 'at komme hinanden ved', så ved jeg ikke, hvad det betyder. Men altså - jeg ser gyser, når jeg ser Barnaby. True story. Så det takkede jeg nej tak til.
Men hun bød mig ind.
Måske jeg næste gang skulle takke ja tak. Og leve søvnløst de næste dage, som den bangebuks jeg nu engang er.
Jeg håber vi snart ses, os to.
- Bibi
Vedkommende sagde: Vi kommer ikke hinanden ved mere.
Og i mit stille sind kunne jeg kun give vedkommende ret.
Vi kommer ikke hinanden ved mere. Jeg kommer ikke bare væltende ind hos nogen mere. Alt skal være planlagt og aftalt. Helst med klokkeslæt og det skal helst både være tids- og stedsbestemt.
Jeg kom til at tænke på min barndom, der pludselig føltes så langt væk. Hvordan jeg klarede mig uden mobiltelefon og hele den til tider skøre cyberverden som syv årig. Og det takker jeg guderne for. Eller hvem jeg nu takker. Jeg takker nok bare.
Inden den inspirerende samtale havde taget sin ende, ringede en god makker, der stort set har været i mit daglige liv de sidste seks år. Pågældende havde jeg ikke talt betragteligt med i et halvt års tid, og pludselig kunne jeg mærke, at det havde jeg da savnet. Min makker har deaktiveret sin facebook-profil fordi, som min makker siger: jeg vil gerne være 10 år igen.
Med det mener min makker, at min makker gerne vil komme folk ved. Vi skal snart ses til kaffe.
Generelt har jeg brugt weekenden på at 'komme folk ved'. Jeg har ikke været alene i to døgn. Jeg har talt med mennesker, jeg ikke er vant til, om yderst overraskende emner. Jeg har besøgt fascinerende eksistenser og har taget mig tid til 'at komme ved'.
Som kronen på værket stod min søde overbo i vores opgang, og forsigtigt bød hun mig på besøg. Det er bestemt ikke hverdag i vores blok, hvor vi netop ikke kommer hinanden synderligt ved.
Jeg blev så glad - indtil jeg fandt ud af, at de sad tyve mennesker og fortalte spøgelseshistorier i mørket midt i stormen. Og hvis det ikke er 'at komme hinanden ved', så ved jeg ikke, hvad det betyder. Men altså - jeg ser gyser, når jeg ser Barnaby. True story. Så det takkede jeg nej tak til.
Men hun bød mig ind.
Måske jeg næste gang skulle takke ja tak. Og leve søvnløst de næste dage, som den bangebuks jeg nu engang er.
Jeg håber vi snart ses, os to.
- Bibi
Ilumut Biibi, allakkaangavit tiguaallaqqittaringavit. Du kan noget med skriften, det fænger helt.
SvarSlet