Shit - Træt - Rådvildhed - Efterladt - Selvagtelse - Slut

Shit. Jeg er træt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er helt alene. Det her kan jeg ikke. Det er ikke godt for mig. Det må stoppe.

Det er nogle af de tanker og følelser, jeg har, da jeg den 2. februar 2017 går til læge, fordi min krop igennem lang tid har opført sig mærkeligt, og fordi jeg netop har stået med en tændt mikrofon LIVE i studiet midt under en radioavis og tænkt: 

- SÅ. Nu er det NU. Nu falder du om. 

Det var ikke dødsangst. Det var ikke fordi, jeg tænkte at jeg ville ende mine dage i radioavisens studie. For jeg vidste, at min krop 'bare' sagde stop. 

Intet andet end stop.

Jeg faldt som bekendt ikke om, men jeg kastede op to sekunder efter jeg havde sagt på genhør og radioavisens velkendte kending havde lydt. Og jeg svedte. Som i når du har influenza og feberen kæmper. Og jo, selvfølgelig er du til en grænse presset, når du står med en åben mikrofon og læser nyheder op. Men det havde jeg prøvet masser af gange før, og det her mindede ikke om noget, jeg havde prøvet før. 

Så afsti-afsted med mig til læge. 

Der gik ikke mere end ti minutter, så sygemeldte lægen mig med diagnosen: stress. Folkesygdommen stress. Sygdommen man ikke kan se. Den almindelige sygdom stress. Sygdommen man ikke kan måle ved en blodprøve. Den sygdom, hvortil en masse siger: ork, stress er helt normalt. 

Men alt var alt andet end 'helt normalt'.

Intet i mig føltes normalt. 

Jeg sov ikke. Jeg spiste helt anderledes. Mit hjertes banken kunne jeg ikke kende, for det hamrede konstant, som om det skulle nå et fly. Følelsesmæssigt var jeg hverken lykkelig eller ked. Som at sidde i tåge. Solen skinner ikke, men det stormer heller ikke. Jeg havde migræneanfald én gang om ugen. Jeg havde de fleste dage ondt i maven. Jeg gad ikke i bad. Jeg røg 20 smøger om dagen. Jeg kunne ikke overskue en eneste ting efter klokken 10 om formiddagen. Bare for at nævne lidt. 

Så i virkeligheden havde min krop skreget om hjælp i lang lang tid. Jeg valgte bare at overhøre den, og til sidst kunne den ikke mere.

Denne fremmede tilstand er ubarmhjertig. For det er dét den er - en tilstand. Det er ikke en følelse eller en tanke. Det er en tilstand.

Her er en redigeret udgave af, hvad jeg skrev på facebook i marts måned i år:


Dét du nu skal læse, har taget uger at skrive, og omskrevet cirka 40 gange, fordi alt tager sin tid. 

Jeg har efter eget valg ladet mine Facebook-venner følge med under hele min uddannelse, og der er et journalistisk princip, der hedder noget alá, hvis du inviterer til bryllup, så inviterer du også til skilsmissen'. 
Hvor kyniske netop de ord end er. 
Men altså - i min verden er det er jo også fair - hvis du inviterer ombord, er det også med de bølger, der kan komme.

Så: 

Efter barske måneder med mere end otte ugers sygemelding på grund af ubarmhjertig og vedholden stress i krop og sjæl, er jeg stoppet i KNRs nyhedsafdeling. 

Man skal være lavet af noget specielt, hvis man ikke alene skal kunne følge med, men også nyde det tempo, en nyhedsafdeling kræver og bør og skal kræve. 
Det er én af de sejeste afdelinger - og efter et år som en del af teamet, er min beundring ikke blevet mindre. Mine kolleger er sgu seje, og ingen af dem fortjener de udvidende slag nogle lyttere, læsere og seere, uden ansvar kan smække i hovedet på os, ganske dovent fra deres sofa. Men dét indebærer journalistik (også). Og det er et valg, vi journalister (også) har taget.

Ytringsfrihed længe leve. På godt og ondt.

Det har de fleste dage været mig en dyb ære at være en del af nyhedsholdet.

Men jeg kommer først. Mig og mit helbred. Mig og min lykke. Mig og min mavefornemmelse. Mig og min (arbejds)glæde. Mig og min tro på mig. Mig og min vilje til at gøre det bedste for mig selv. 

Mig. 

Min til tider følsomme sjæl er ikke klar, og fred være med det. 

Måske kommer jeg stærkt tilbage, når jeg har fået mere erfaring og er bedre til at håndtere den verden, jeg har uddannet mig til. 

Men alt tager tid. 

Intet ændrer sig, hvis intet ændrer sig. 
Og jeg er den eneste, der kan tage det ansvar og ændre for mig. 

For eventyret er først lige begyndt.

Citat slut.

I dag har jeg stort set ikke arbejdet, siden jeg blev sygemeldt primo februar. I juli måned sagde jeg mit aller første voksen-job op. DrømmeJOBBET sagde jeg pænt farvel til. Og sikke da en beslutning.

Men at det er den rette beslutning kan jeg mærke hver eneste dag, for jeg har ikke haft det så godt i flere år. Jeg er nemlig lige nu og her. Ikke i går, heller ikke i morgen, men lige nu og her.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal slutte dette indlæg af, for min stress har ikke forladt mig endnu, så jeg ved stadig ikke, hvordan historien ender. Og det er helt ok.

En ting er dog (heldigvis) sikkert - frem går det lige nu. Et lille skridt er nemlig også et skridt. 

- Eventyreren Bibi.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Kom med mig

Aluu, kom ind - iserit