I mine øjne, nogle af mine bedste fra det der facebook-noget.

Det er lidt sjovt, hvad vi skriver på facebook. Og på ens blog - thøhø.

Men her er tre opdateringer, som jeg synes godt kan tåle at blive delt her også.


Den 3. december 2015 var jeg i København for at interviewe en masse spændende mennesker til min afsluttende opgave, og klokken 15:13 skrev jeg:


Ind i mellem er det sundt, at drage uden for sine egne grænser - hvilket i nogle tilfælde (bare) kan være København. 


Jeg sad endnu en gang i metroen og mødte verden. Denne gang gennem børns øjne. 



Ved et stop kom en lille pige på, jeg gætter, 8-9 år med hvad jeg tror var en bedstemor af en slags. 

Den lille pige nægtede at sætte sig ved siden af mig, selvom der ikke var andre siddepladser. 

Fordi jeg havde sort hår, sagde hun til sin bedstemor. 

Jeg blev forskrækket, først fordi jeg ikke selv synes jeg ser videre farlig ud, men et sekund efter fik jeg ondt af hende, for hun må jo have lært det et sted. Bedstemoderen sagde ikke noget, men lavede en lyd jeg valgte at tolke som et 'okay'. 

Jeg besluttede mig for, at give dem min plads med et lille smil. Ikke fordi jeg syntes det der foregik var okay, men fordi jeg ville vise dem, at jeg er ganske ok, selvom jeg har sort hår. 

Senere kom en, dét jeg tror var en skoleklasse cirka et par år ældre end pigen omtalt foroven. 

En af drengene var meget højlydt og underholdte hele sin klasse. Efter vi et par gange havde haft øjenkontakt, spurgte han direkte, hvor i verden jeg kom fra.

- Nuuk, svarede jeg med et lille smil.

- Hey, det er sgu da i Grønland, svarede han glad.

- Ja, det er, kunne jeg kun konstatere. 

Så begyndte han at fortælle de andre børn, at det var der der var isbjørne og der, hvor julemanden boede.

De andre børn fik store øjne og kiggede nysgerrigt på mig. En pige spurgte stille om jeg spiste de søde sæler.

- Ja, noglegange, sagde jeg
Men med et forsigtigt smil 
mindede også om, at sælerne sørger for vi får mad og varmt tøj,

Jamen, så er det okay, sluttede hun.

De skulle af metroen før mig, og sagde pænt farvel og tilføjede, at jeg var sød. 

Børn bliver, hvad de hører. Og vi har jo alle været børn engang.



**********

16. november 2015 er dagen Ulla-wannabe her ikke kan huske, men sjovt var det, for klokken 12:10 skrev jeg:


Når jeg slipper angsten, giver tryghedsnarkomanen i mig fuckfingeren og lader mine drømme og ønsker spire, så bliver jeg Puk Damsgård-agtig modig. 

Jeg kan ikke se begrænsninger og realitetssansen ryger sig en tur. 

Måske bliver jeg den nye Ulla T. Hahahaha..

Det jeg kejtet prøver at sige er, at dét at skrive og fortælle historier er mit brændstof her i livet.


**********

24. oktober 2015 var jeg meget forelsket i mine piger, for klokken 12:09 skrev jeg:


Tanker helt ærligt fra mit inderste, og meget personlige følelser, vælter ud af mig en højhellig lørdag. De skal ud af hovedet.

Jeg læste en artikel med overskriften: Kan man elske en andens barn?
Min første tanke var: Selvfølgelig kan man det. Hvorfor er det overhovedet et spørgsmål, der skal eller bør blive stillet?

Jeg læste videre om en kvinde, der havde svært ved at være bonusmor, fordi hun ikke følte sig forbundet med sin kærestes søn. Eller var klar til at køre ham til fodbold. Øv, tænkte jeg. Surt for hende.

Så gik det op for mig, at jeg ikke kunne forstå det, fordi jeg aldrig på noget tidspunkt har haft det sådan med Elisabeth eller Katrine. Aldrig.

Godt nok havde jeg det som om jeg skulle til eksamen første gang jeg skulle møde dem. Jeg rystede, jeg klam-svedte og jeg anede ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.
Lige indtil jeg mødte deres øjne og hørte deres stemmer, for der forsvandt alle angst-følelser som dug for solen. Pist væk var de. Og de er aldrig kommet tilbage.
Som 24-årig stod jeg der og var 'fars nye kæreste' til to teenagepiger, men det har aldrig været underligt eller akavet. Fordi vi hørte sammen fra aller første gang vi mødte hinanden. Jeg stod med en helt ny form for kærlighed jeg ikke havde mærket før. En kærlighed, jeg ikke kan beskrive med ord. Det tætteste jeg kan komme på det er, at kærligheden bare var inden i. Ren og ny.
Jeg vil gå gennem ild og vand for dem. Ingen skal gøre dem ondt. Jeg er bekymret som en hver anden mor.

Måske hjælper min egen opvækst på at gøre det nemt. Jeg har en Ataata og en far. Jeg har mærket på egen krop, at ubetinget kærlighed ikke handler om blod. Det kan jeg takke begge mine fædre for, fordi de har givet hinanden plads og lov. ❤️

Jeg er ikke deres mor, men jeg er heller ikke 'bare' fars kæreste. Jeg er deres Bibi. Og her som 29-årig, glæder jeg mig til at blive Aanaa for deres børn. 😂

Jeg er del af en ægte moderne familie med mor, fædre og bedsteforældre på kryds og tværs. Men det er ikke svært at finde vej, fordi alle accepterer og lever med hinanden med hjertet det rette sted. ❤️

Tak fordi du læste helt til sidste linje.




**********

Og med tiden er den kærlighed kun vokset, og jeg ville kaste mig ud over verdens kant for dem. Moderskab er ikke kun en fødsel.

- Bibi

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Qilaatip pissaanera

Hvorfor? Jamen altså, hvorfor ikke?

Kom med mig